Til forskel fra de fleste andre kirker i København rådede Holmens Kirke allerede fra 1628 over sit eget kor. Det bestod af drenge fra Holmens Skole, der under ledelse af deres lærer - kaldet kantoren - medvirkede ved gudstjenester, bryllupper og begravelser.
(Kantoriet 1865)
Korskolen opretholdtes, indtil man i midten af 1800-tallet fandt drengekorssangen utidssvarende og tog skridt til at erstatte drengene med voksne sangere. Det blandede kor, der omfattede otte damer og to herrer, indførtes i 1870erne.
Det nuværende Holmens Kantori tæller 15 professionelle medlemmer med en fordeling af 8 damer og 7 herrer. Siden 1999 har kantoriet indspillet flere Cd'er i serien "Toner fra Holmens Kirke". Cd'erne kan anskaffes ved henvendelse til kirkens kordegn.
DR SpireKoret
DR BørneKoret
DR PigeKoret
Siden begyndelsen af 2003 har Danmarks Radios korafdeling og Holmens Kirke knyttet bånd, hvilket giver sig udslag i, at de tre ligestemmige radiokor jævnligt medvirker til gudstjenester, koncerter, cd-indspilninger m.v. i Holmens Kirke.
Som en fast tradition medvirker hvert år DR SpireKoret til 4 børneguds-tjenester. DR BørneKoret medvirker til børnefamiliegudstjeneste fastelavnssøndag og 1-2 aftensangs-gudstjenester. DR JuniorKoret medvirker til koncert på befrielsesaftenen 4. maj. Endelig giver DR PigeKoret forårskoncert hvert år på Mariæ Bebudelsessøndag, lige som de medvirker med sang på Kulturnatten og til en række større koncertbegivenheder.
Graabrødre Kammerkor er et blandet kor bestående af 28 sangere i alderen 20-37 år. Koret blev stiftet af Jakob Lorentzen i 1995, og koret har til formål at specialisere sig i den tidlige vokalpolyfoni samt at dyrke den nyere tids værker med hovedvægt på norden. Dirigent for koret siden 2009 er Gorm Larsen.
Graabrødre Kammerkor øver hver uge i Holmens Kirke og giver godt 25 koncerter i ind- og udland pr. år.
Alle kirkens kor kan høres synge på de tre Cd'er udgivet af Holmens Kirke.
Læs mere om Cd'erne her.