Thomas Laub (1852-1925) blev Gades efterfølger som organist ved Holmens Kirke fra 1891 til 1925.
Han var af den opfattelse, at den romanceprægede salmetone, der bl.a. havde vundet indpas med A.P. Berggreens koralbog og diverse tillæg, ikke hørte hjemme i kirken. Men også brugen af reformationstidens koraler kritiserede han, fordi man havde for vane at synge dem i lige lange nodeværdier i et slæbende tempo.
I programskrifterne Kirkesangen (1887) og Musik og Kirke (1920) udfoldede han sine idéer om en kirkesang, der skulle bygge på de gamle salmemelodier fra 1500-1600-tallet, men i en mere stiltro melodisk og harmonisk udformning. Ikke mindst det rytmiske element tillagde Laub megen vægt, og hans tidligst udgivne melodier præges af livligt skiftende rytmer og mange synkoper, der nok kunne være vanskelige at tilegne sig - hvis man da overhovedet ville prøve.
I dag kan det være vanskeligt at forestille sig, hvor radikalt nybrydende hans melodier blev opfattet i samtiden. Vi er blevet vant til at synge med på Laubs salmer og på hans melodier i Højskolesang-bogen, og i nutidens koralbog er salmerne redigeret - eller som man også kan udtrykke det: "laubianiseret" - efter hans principper.
Den megen modstand, Laub mødte, skabte også en stærk alliance blandt hans sympatisører, og på hans 70-årsdag i 1922 stiftede en kreds af hans tilhængere Samfundet Dansk Kirkesang, der siden har haft væsentlig betydning for udbredelsen af Laubs kirkemusikalske reform.