Musikalsk ledelse

Dirigent Jakob Lorentzen
Jakob Lorentzen har siden 1997 beklædt stillingen som organist og kantor ved Holmens Kirke samt slotsorganist ved Christiansborg.
Jakob Lorentzen er uddannet kirkemusiker ved Det kgl. danske Musikkonservatorium i København 1994, som elev af blandt andre korprofessor Dan-Olof Stenlund, og Jakob Lorentzen er solistuddannet ved musikkonservatoriet i Paris 1995.
Fra 1996-1997 gennemførte Jakob Lorentzen rejser til Stockholm hvor han studerede kormetodik hos Gary Graden.
Jakob Lorentzen er stifter af Graabrødre Kammerkor og dirigent for samme i 10 år. Endvidere har Lorentzen et tæt samarbejde med Vokalensemblet Ars Nova, og han er tilknyttet musikkonservatoriet som lærer i faget Ensemblesang og er endvidere efterspurgt som instruktør og foredragsholder ved korstævner, kurser og seminarer.
Jakob Lorentzen har skrevet mange værker for kor, og han medvirker som dirigent og organist på utallige cd’er med kor- og orgelmusik.
Blandt de mange priser og legater Jakob Lorentzen har modtaget er Dronning Ingrids Mindemedalje.

 

Assisterende dirigent Lars Nielsen Sardemann
Lars Nielsen Sardemann har siden maj 2006 været ansat som organistassistent ved Holmens Kirke.
Lars Nielsen Sardemann er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København med kirkemusikalsk diplomeksamen 1996. Han har studeret orgel hos prof. Hans Fagius og korledelse hos prof. Dan Oluf Stenlund.
I 1994-95 tog han videregående orgelstudier hos prof. David Sanger ved Royal Academy of Music i London, og var samtidig organist ved Den Danske Kirke i London.
1996-2006 virkede Lars Sardemann som organist ved Eliaskirken i København, hvor han også stiftede Eliaskirkens Kammerkor.
I samme periode var han som korproducent for det professionelle ensemble Mogens Dahls Kammerkor med til at søsætte det ambitiøse musikhusprojekt, Mogens Dahls Koncertsal.
Ved siden af stillingen i Holmens Kirke underviser Lars Nielsen Sardemann ved Pastoralseminariet i København.