Børneaktiviteter

Babysalmesang 2020

 

Velkommen tilbage! 

Første ledige hold: Torsdag d. 22. oktober til torsdag d. 10. december kl. 10-11, 8 gange ialt , pris 250,- kr. 

Vi følger sundheds myndighedernes retningslinjer for indendørs aktiviteter, og det betyder, at der vil være god afstand mellem jeres baby og naboens.

Babysalmesang i Holmens Kirke er et sang- og musiktilbud til forældre med babyer i alderen o-12 måneder. Til babysalmesang synger vi både nye og gamle salmer og sange. Der kræves ingen særlige forudsætninger- salmerne og sangene læres undervejs, og en hver fugl synger med sit næb! Gennem sang, rim og remser, leg og dans skaber vi et nærvær og et rum hvor barnet får stimuleret sine sanser. Kirkerummet med alle dets fortællinger og sanseindtryk danner den smukke ramme for babysalmesangen.

Tilmelding og betaling:

Tilmelding til Cæcilia Glode på sms 23 67 55 68. Barnets navn og alder bedes skrevet på tilmeldingen. Der er plads til max. 12 børn på holdet.

Der betales kontant eller via MobilPay til kirke- og kulturmedarbejder Marianne Reynolds ved første mødegang.

Om babysalmesang:

I babysalmesangen er barnet i centrum og barnets begejstring er åbenlys. Som mor og far opdager man, hvor nærmest salig babysalmesangen gør ens barn. Det at synge rører ved os på en ganske bestemt måde. Vi løftes op, bæres et andet sted hen, - vi mærker, vi er levende og har en sjæl. At være sammen med sit barn om at opleve noget så specielt og anderledes, det er det der gør babysalmesangen til en succes. At kende og synge salmer giver en indre ro, tryghed og giver et rum for glæde og for sorg, et holdepunkt man altid kan genfinde og vende tilbage til.

Vi er som danskere privilegerede med en salmeskat, som efter international målestok er unik både litterært, musikalsk og eksistentielt. Nogle af vores salmedigtere bruger undertiden ord, der forekommer uforståelige i dag. Et barn skal dog ikke være ret gammelt før netop sådanne ord får deres egen magi og udvikler barnets univers. Senere i livet vil barnet igen og igen opleve genkendelsens glæde, når det møder salmerne.

Om underviseren:

Cæcilia Glode er uddannet Almen Musikpædagog fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium 1999, med speciale i undervisningen af de 0-3-årige. Cæcilia har arbejdet på Københavns Kommunes Musikskole siden 2000 med førskolebørn i børnehave og med forældre-børn-hold, og i de senere år også med børnekor. Cæcilia var med til at starte babysalmesangen op i Danmark og underviser i flere københavnske kirker.

Praktiske oplysninger:

Babysalmesangen varer ca. 45 minutter og efter undervisningen er der kaffe, te og brød i kirkens menighedssal for dem der har tid og lyst. Der er adgang til kirken både gennem hovedindgangen og sideindgangen i Tordenskjoldsgården, hvor der er overdækket parkeringsmulighed for barnevogne. Der er pusleplads på kirkens toilet og mikrobølgeovn i køkkenet til opvarmning af mad/mælk.

Yderligere information kan findes i flyeren, som kan downloades her.

Kirkerytmik

KIRKERYTMIK STARTER OP IGEN TIL SEPTEMBER

Kom Glad med dit barn eller barnebarn og dit gode humør

Vi følger sundheds myndighedernes retningslinjer for indendørs aktiviteter, og det betyder, at der vil være god afstand mellem jer og nabofamilien, og den efterfølgende fællesspisning bliver i stedet kaffe og juice to go!

Efterårsæson 2020:

Lørdag d. 26. september kl. 10-11

Lørdag d. 24. oktober kl. 10-11

Lørdag d. 28. november kl. 10-11

Kirkerytmik ledes af musikpædagog Cæcilia Glode

Tilmelding: Tilmelding senest dagen før hos musikpædagog Cæcilia Glode på mail cili56@hotmail.com. Der skal minimum være 5 tilmeldte familier før Kirkerytmik gennemføres.

Pris:  25 kr. pr familie pr. gang - inkluderer frokost. Betales kontant eller via MobilePay på dagen.

Kirkerytmik er et tilbud til børn mellem 1 og 4 år. Til Kirkerytmik laver vi lege, hvor børnene er aktivt medvirkende. Vi skal hoppe, danse, lave fagtesange og remser. Vi synger salmer fra "Min første salmebog", danser til salmer og nyder kirkerummet og dets akustik. På den måde gøres børnene fortrolige og trygge ved kirkerummet. Far, mor eller bedsteforældre kan selvfølgelig være med, både når vi hopper, danser, kravler eller leger.

Kirkerytmik fortsætter hvor babysalmesangsholdene slutter, og børnene kan deltage i Kirkerytmik indtil de er gamle nok til at deltage i børnefamiliegudstjenesterne.

Kirkerytmik afsluttes hver gang med smør-selv-rugbrødsmadder og fællesspisning.                                 Den fælles spisning er aflyst i efterårs sæsonen på grund af corona-situationen.

Kom Glad med dit barn eller barnebarn og dit gode humør

Vi glæder os til at se Jer!

Børnefamiliegudstjenester med efterfølgende fælles spisning

Velkommen tilbage til børnefamiliegudstjeneste i Holmens Kirke!

 Vi følger sundheds myndighedernes retningslinjer for indendørs aktiviteter, og det betyder, at der vil være god afstand mellem jeres familie og naboens, og den efterfølgende fællesspisning bliver i stedet en let anretning to go!

Børnefamiliegudstjenesten er en kort gudstjeneste i børnehøjde.

Sammen med kirkens organist vil vi synge salmer, og vi vil høre historier fra Bibelen og gå på opdagelse i det spændende kirkerum, der i sig selv er så fyldt med fortællinger!

Efter gudstjenesten er der fælles spisning.

Aftensmaden er gratis og hvis man vil spise med, skal man tilmelde sig hos kirke- og kulturmedarbejder Marianne Reynolds på kirkekultur@holmenskirke.dk

Børnefamiliegudstjenester i efteråret 2020:

Torsdag d. 17. september kl. 17.00 - Børnefamiliegudstjeneste. Tema Mikkelsdag. Tilmelding senest mandag d. 14. september

Lørdag d. 31. oktober kl. 11.00 - Halloween Børnefamiliegudstjeneste med deltagelse af DR Korskolen.        KOM GERNE UDKLÆDT

Torsdag d.17. december kl. 17.00 - Børnefamiliegudstjeneste - Julevandring i kirkerummet og risengrød. Tilmelding senest mandag d. 14. december.

Torsdag d. 24. december kl. 13.00 - Juleaften Børnefamiliegudstjeneste med deltagelse af DR Korskolen